Det virker som om urene går langsommere på denne sydlige del af Kreta. Sydkreta giver dig mulighed for at opleve det oprindelige, landlige Kreta med autentiske landsbysamfund, der klamrer sig til det nøgne, ret ufremkommelige bjerglandskab.
Det er al umagen værd at tage på eventyr i bus, på scooter eller i bil gennem grønne olivenlunde, appelsin- og citronskove, måske forbi vinmarker, men helt sikkert ad snoede, smalle bjergveje med duften af vild oregano i næsen.
Du bliver påtvunget en behagelig pause, når flokke af geder eller får skal passere vejen eller du har fundet endnu en fantastisk udsigt, som skal nydes og fotograferes. Gerne under et skyggefuldt oliventræ med et køligt glas retsina og en skålfuld oliven.