Tag på en uforglemmelig vandretur gennem Samaria-kløften, som er en af de smukkeste naturoplevelser på Kreta! Vandreturen vil tage dig over klipper og sten, gennem en skov af tusind år gamle træer, langs en flod og ferskvandsfjorde. Undervejs får du en fantastisk udsigt over Kretas smukkeste bjergkæde, og du vil med stor sandsynlig se flere Kretas kri-kri bjerggeder i naturen.
Samaria-kløften
Kløften ligger mellem De Hvide Bjerge på Vestkreta og er en 16 kilometer lang vandretur i blandet terræn. Vandreturen starter i 1250 meters højde og ender i den hyggelige fiskerby, Agia Roumelia. Her har du mulighed for at hvile dig efter den lange tur.
De første 3 kilometer af turen er ren nedstigning. Der er mange hårnålesving og stien er fyldt med sten og rødder, derfor er dette stykke det hårdeste på turen. Men udsigten over bjergene er helt utrolig, så husk at stoppe op og nyd den! På starten er ruten er der også nogle steder med burgange i tilfælde af, at der er småsten som river sig løs fra bjerget, da det stadig kan gøre rimelig ondt at blive ramt af blot en lille sten, hvis den falder fra toppen.
Når du når ned i kløften vil du opleve fascinerende omgivelser med et frodigt planteliv og kønne naturscener. Det er heller ikke ualmindeligt, at du møder en af Kretas kri-kri bjerggeder, som lever forskellige steder i kløften. Det mest fascinerende ved ruten er det meget skiftende terræn. Du kommer både gennem skov, klipper og ørkenlignende områder. Der løber også en flod gennem kløften. Nogle steder er floden næsten helt udtørret, hvor den andre steder strømmer forbi og samler sig i små ferskvandsfjorde.
Halvvejs på ruten, ligger den forladte landsby, Samaria, som blev forflyttet i 1962, hvor kløften blev udnævnt til at være en nationalpark. Husene står stadig i landsbyen, og det er et ideelt sted at holde spise- og drikkepause!
Efter 13 kilometers vandring kommer en af turens højdepunkter, nemlig Jernporten. Det smalleste sted er blot 3 meter bredt, hvor klippevægge rejser sig lodret op i 300 meters højde. Nationalparken slutter ved Jernporten, men der er dog stadig 3 kilometer tilbage før, at du når det Libyske Hav i byen Agia Roumeli.
Du behøver ikke at være en erfaren vandrer for at gå turen, men har du skader eller andre skavanker, bør du ikke gå turen gennem Samaria-kløften, da det er en meget hård og udmattende tur. Alt afhængig af hvor god form du er i, og hvor lange pauser du tager, kan turen gås på mellem 3-7 timer. Det er altafgørende at du har gode vandresko på! Derudover bør du huske at drikke masser af vand i løbet af turen, da det er meget varmt nede i kløften, og solen bager ned på dig under hele turen. Der er små hytter med toiletter og vand flere steder på ruten, så du kan fylde din vandflaske op. Vær også opmærksom på, at du ikke kan købe mad på turen, derfor er det en god ide at pakke noget frugt og en sandwich i tasken. Hvis du kommer til skade i løbet af turen, er der flere steder langs ruten, hvor du kan få lægehjælp – du skal dog ikke forvente det store. Det er meget primitivt, men det går an!