Normalt indgår færger ikke i hverdagstrafikken på Kreta fordi vejnettet og busforbindelserne er så veludbygget. En undtagelse er i det bjergrige og ekstremt stejle terræn på den sydvestlige del af øen.
Her spiller færgerne en vigtig rolle, fordi det er helt umuligt at anlægge veje, så om sommeren er der regelmæssig færgeforbindelse mellem kystbyerne Paleochóra, Soúgia, Agía Roumeli, Chóra Sfakion og Agía Galíni, så køb en billet og nyd en herlig tur med færgen langs den stejle kyst.
Fra Paleochóra, Soúgia og Chóra Sfakion sejler der flere gange om ugen også en færge til Grækenlands og dermed Europas sydligste ø, Gávdos. Har du været på vandreturen gennem Samariá-kløften, slutter turen i den lille by Agía Roumeli, hvorfra du skal sejle til Chóra Sfakion for at kunne køre tilbage til dit opholdssted.
Du kan altid finde forslag og tilbud om spændende bådudflugter til fjernt beliggende badestrande eller små øer i en af de mange havne rundt på øen, fx fra Agíos Nikólaos til Spinalónga, fra Ierápetra til Chrisi eller fra Paleochóra til en af øens mest vidunderlige strande Elafonísi.