Skal der være fest, så lad der være fest! Dette kunne være mottoet for Karneval på Kreta. Mange steder rundt om på Kreta fejres denne religiøse højtid hvert år i det tidlige forår med fest og farver, men størst af dem alle – nogle siger endda det flotteste i hele Grækenland – er Karnevalet i Rethimno. Her festes i en hel uge med optog, musik, mad og drikke. Festlighederne finder sted i ugen omkring askeonsdag, og består bl.a. af en gigantisk gadefest på Platano Square, hvor der er musik for enhver smag samt lidt til at stille sult og tørst.
Udover selve Rethimno by, kan karnevalsfestlighederne også opleves ud i de små, nærliggende landsbyger på Kreta. Især i Meronas og Melidoni er der gode oplevelser at hente. Mandag fejres her de gamle karnevalstraditioner med lege, underholdning og ikke mindst ”tilsvining af folk” både fysisk og verbalt. Det hele foregår naturligvis i selskab med rigelige mængder mad, drikke og musik, og alle er velkomne til at deltage i festlighederne.
Karnevalets højdepunkt er søndagen. Det er her den store parade finder sted med udsmykkede vogne, optræden og musik. Alle er udklædt i fantastiske dragter, og da alle paradens deltagere starter dagen med deres egen fest, er stemningen høj, når paraden sætter i gang og kører gennem Rethimnos’ gader, og den stemning holder helt til den lyse morgen.