Kretas højeste bjerg hedder Mount Ida, og ligger lige midt på Kreta midt mellem Iraklion og Rethimno. Mount Ida er det perfekte sted for bjergvandring og trekking. Der er anlagt 4-5 ruter til toppen, som du kan vælge imellem.
Den letteste, og mest interessante, er den, der har udgangspunkt fra Nida-plateauet, der ligger cirka 1,5 times kørsel fra Iraklion. Ruten er tydeligt afmærket med både skilte, malede sten og stenbunker, så du kan roligt koncentrere dig om at nyde omgivelserne og udsigten. Turen til toppen tager ca. 3 timer afhængig af din form og antallet af ophold undervejs, og det meste af vejen er naturligvis op ad bakke. Så husk at medbringe forsyninger af mad og vand, og glem ikke solcreme og noget på hovedet.
Det sidste stykke op til toppen er goldt og uden nogen form for vand og skygge, så det at bestige Mount Ida i sommermånederne er en udfordring, der kun kan anbefales, hvis du er i god fysisk form og vant til vandring i varme, tørre omgivelser. Til gengæld vil du kunne opleve sne på toppen helt frem til begyndelsen af juni.
Det er ikke kun den skønne, rustikke natur og den fysiske udfordring du kan opleve på Mount Ida. Ca. 15 min. gang fra Nida-plateauet ligger grotten Idaion Antron. Det var her guden Zeus blev gemt efter sin fødsel, for at hans far Kronos ikke skulle æde ham (læs hele historien her). Hvis den fysiske udfordring i bjergvandring ikke er noget for dig, kan du vælge at vende om her. Men når du toppen af Mount Ida, kan du også besøge den lille kirke, Chapel of the Holy Cross, hvor der hvert år den 14. september afholdes en højtidelighed i anledning af Helligkorsdagen. Her kommer folk fra hele Kreta den 13. september til toppen af Mount Ida for at overnatte og så samles i Holy Cross næste morgen.